tirsdag den 11. december 2012

Nye Allium

Jeg er rigtig glad for Allium, især Allium der er staudeagtige, sådan hen i retning af purløg.
Hos Dito-plant i Holland bestilte jeg sidste vinter disse 2 dejlige Allium og jeg blev ikke skuffet.

Allium senescens select
Allium senescens select bliver ca. 75 cm høj i blomst. Runde lavendellilla kugler i juli - august. Bladene er flade og grønne med en snert af gråt/blåt. Bliver med tiden en tæt klump af løgplanter, ligesom purløg. 1 løg deler sig i 2 hvert år, så lige pludselig går det hurtigt med at blive til noget. Er også flotte at bruge i buketter.
Allium senescens select
Allium 'Summer Beauty' er lidt kortere i det, "kun" 40 cm høj i blomst, men ellers samme opskrift. Dog har Summer Beauty helt frisk grønne blade. Roy Diblik, der er medejer af gartneriet Northwind Perennial Farm i USA, opdagede denne plante og navngav den 'Summer Beauty', selvom planten er smuk året rundt.
Allium 'Summer Beauty'
Begge planter trives i alm. jord i sol til  let halvskygge, og er tørke-tolerante når først rødderne er godt igang. Jeg har plantet begge slags ud i haven, og glæder mig til at se dem gro sig store og flotte.
Igen i år har jeg bestilt disse 2 slags Allium, de ankommer allerede midt i februar, barrodet. De bliver pottet op ude i stalden og står frostfrit der til det begynder at blive forår. Hvis alt flasker sig er de salgbare i midt - sidst i maj.
Allium 'Summer Beauty'
December-hilsen
Kirsten Bengtson
Thyboesminde Stauder







mandag den 3. december 2012

Gunnera dækket ned i sidste øjeblik

Jeg skal lige love for, at det ret huttigt er blevet vinter. I sidste uge knoklede jeg på med at få stauder kørt ind i stalden. 100 kasser blev det til. De fleste stauder, jeg kørte ind, kan sagtens leve i haven , men overlever ikke hvis de står i potten ovenpå jorden vinteren igennem med skiftevis frost og tø.

Så først idag blev det tid til at tænke på, at mine Gunnera - Mammutblad ikke var behørigt pakket ned. Jeg har både en stor  og en lille Gunnera i min have. Den store hedder Gunnera manicata bliver 2 - 3 meter høj, den lille hedder Gunnera tinctoria og bliver ca. 1 meter høj.
Vi fik ca.10 cm sne i nat og med udsigt til mere af samme skuffe og næsten "snestorm" her i Nordjylland, så var det om at komme igang.

Gunnera manicata
Først klipper jeg bladene af og vender dem omvendt ovenpå planten, Derefter en ordentlig bunke halm og tilsidst en presenning holdt på plads med sten. Det plejer at være godt nok.

Presenningen er godt nok grim, men Gunnera er placeret, så jeg ikke ser den fra vinduerne i stuehuset, og så håber jeg på lidt sne til at dække.

Den lille Gunnera får ofte fantastiske frøstande, sådan nærmest kogleagtige med orange små frø.
Jeg har taget frø, så må vi se om de vil spire.



En lille sidebemærkning:
Buksbomkuglerne er flotte nu med det hvide drys, formen bliver dejlig skarp med sne.

Two-in-one.

December hilsen fra
Kirsten Bnegtson
Thyboesminde Stauder